Erstatningsnummerplader kan sendes direkte til autoværkstedet i stedet for at skulle afhentes hos autoriserede nummerpladeoperatører.
Når autoværksteder skal bestille erstatningsnummerplader til skadede biler, har de hidtil skullet bestilles og afhentes hos et motorcenter eller en autoriseret nummerpladeoperatør. Det medfører et stort ressourceforbrug hos autoværksteder, navnlig i de tilfælde hvor autoværkstedet ligger geografisk langt fra det nærmeste motorcenter eller autoriserede nummerpladeoperatør. Dette var bl.a. tilfældet for Vestjysk Auto, der hver gang skulle køre fra Lemvig til Aarhus. Virksomheden henvendte sig til Virksomhedsforum i forbindelse med kampagnen ”Væk med bøvlet” i efteråret 2015, og på den baggrund foreslog Virksomhedsforum regeringen, at nummerpladerne i stedet sendes direkte til autoværkstedet. Regeringen arbejder nu for en ændring af køretøjsregistret, så den registrerede ejer ved bestillingen af en erstatningsnummerplade kan angive en alternativ leveringsadresse, fx det autoværksted, som foretager reparation af skaden på køretøjet. Ændringen forventes implementeret i 2017.
Jeg er rigtig glad for, at vi har fået mulighed for at gøre opmærksom på det her problem igennem Virksomhedsforum. Det vil spare os og vores kunder meget besvær og spildtid, hvis vi bare kan få sendt pladerne direkte til værkstedet.
Erik Gransgaard, Indehaver af Vestjysk Auto
Forslag nr. 494 og svar kan findes her: http://enklereregler.dk/forslag/1015579/19