Virksomhedsforum for Enklere Regler er nu klar med anden runde forslag til administrative lettelser. Første runde bestod af 40 forslag, der blev sendt til regeringen den 4. oktober i år. 85 pct. bliver gennemført helt eller delvist.
Vi er glade for, at regeringen har valgt at gennemføre så mange af vores første 40 forslag. Men det er kun begyndelsen.
Med de 61 nye forslag fokuserer vi særligt på lettelser, der gør det nemmere at ansætte udenlandsk arbejdskraft, som kan skabe vækst i de danske virksomheder. Derudover fokuserer vi på genbrug af data til det offentlige. I dag indberetter virksomhederne i mange tilfælde de samme oplysninger igen og igen.
Virksomhedsforum for Enklere Regler rådgiver regeringen og kommer med forslag til administrative lettelser, der hvor virksomhederne oplever de største byrder. Regeringen behandler deres forslag efter et ’følg eller forklar’ princip. Det indebærer, at regeringen enten gennemfører forslagene eller forklarer, hvorfor de ikke kan gennemføres.
Alle har mulighed for at komme med input til Virksomhedsforum på hjemmesiden www.enklereregler.dk. På hjemmesiden er der også mulighed for at følge de forslag, som Virksomhedsforum har sendt til regeringen.
Læs mere om de 61 nye forslag, som Virksomhedsforum netop har sendt til regeringen på hjemmesiden www.enklereregler.dk. Her findes også regeringens tilbagemelding på de første 40 forslag fra Virksomhedsforum. Det beskrives, hvordan regeringen vil gennemføre 34 af forslagene, samt hvorfor 6 af forslagene ikke kan gennemføres.
Virksomhedsforums første 40 forslag resulterer blandt andet i administrative lettelser
for fødevarevirksomhederne, enklere byggesagsbehandling, en forbedret søgefunktion
på SKAT’s hjemmeside, mulighed for at kunne aflægge årsrapport på engelsk og
digitalisering af anmodning og ansøgning om udbetaling af løntilskud og fleksjob.
Kontaktperson:
Formand for Virksomhedsforum, Michael Ring, tlf. 2020 8486.