Spring navigation over
Indhold start .
Nyhed22.05.2018

Virksomhedsforum har fokus på Velfærdsbrancherne - har du forslag?

Virksomhedsforum for enklere regler har nedsat en arbejdsgruppe, der kigger på bøvlede regler, administration og praksis på velfærdsområdet. Arbejdsgruppen består af Dansk Erhverv, DI, SMV Danmark, KA-Pleje, LO og Janicke Schultz-Petersen. Arbejdsgruppen skal komme med forslag til forenklinger for velfærdsbrancherne i Danmark.

Arbejder din virksomhed indenfor velfærdsbrancherne, fx private plejehjem, privat hjemmepleje eller private tilbud indenfor det specialiserede socialområde? Møder du regler, der begrænser det daglige arbejde eller pålægger virksomheden unødige omkostninger? Regler, som er svære at forstå og bøvlede at efterleve? Service som digitale løsninger, vejledninger eller kommunikation, der kunne forbedres? Møder du udfordringer, fx når du skal udføre administrative opgaver som indberetninger, registreringer mv?

Skriv til Virksomhedsforum inden 30. juni - forklar hvad problemet er og gerne, hvordan du foreslår det kunne fungere i stedet, så vi kan lade det indgå i vores arbejde. Hvis Virksomhedsforum kan støtte forslaget, bliver det sendt videre til regeringen.

Virksomhedsforum arbejder for at gøre det enklere at drive virksomhed i Danmark og fungerer som uafhængigt, rådgivende organ for regeringens arbejde med at lette erhvervslivets omkostninger.

Forslagene skal udpege områder, hvor administrativt bøvl kan reduceres og hvor regler eller deres udmøntning kan forenkles og forbedres, så det bliver lettere og billigere for danske virksomheder at leve op til reglerne og drive deres virksomhed.