Frie datastrømme på tværs af landegrænser til tredjelande

Problem

Et af de store handelspolitiske emner i EU er, hvordan der fremadrettet sikres frie datastrømme på tværs af landegrænser. Derfor er det bekymrende, at blandt andet Kina, Rusland, Indonesien og Vietnam har indført såkaldte ”datalokaliseringskrav”, som betyder, at data skal opbevares på lokale servere, og at der enten helt eller overvejende er forbud mod at overføre data ud af landet. Tendensen ses også i andre dele af verden. Tænketanken ECIPE har kortlagt, at antallet af datalokaliseringskrav på globalt plan er steget fra 42 til 84.

EU’s medlemsstaterne er nået til enighed om at forbyde datalokaliseringskrav i EU’s indre marked, medmindre særlige sikkerhedshensyn taler for det. Det er derimod ikke tilfældet, når det gælder frie datastrømme mellem EU og tredjelande, hvor der ikke er konsensus blandt medlemsstaterne. Bekymringen blandt skeptiske EU-lande er, at der ikke vil være tilstrækkelig beskyttelse af persondata, når disse opbevares uden for EU’s landegrænser.

Foreløbigt har Kommissionen fremlagt et forslag til, hvordan bestemmelser om datastrømme skal se ud i EU’s frihandelsaftaler, men der er ikke lagt en plan for de politiske forhandlinger. Kommissionens forslag er meget bredt formuleret, og det åbner for, at EU og handelspartnerne kan indføre datalokaliseringskrav for at beskytte persondata. Det er problematisk, da det kan føre, at der i stort omfang kommer digitale handelsbarrierer. Undtagelsen for de frie datastrømme bør på linje med forordningen om datastrømme i EU’s indre marked være proportionale og mindst muligt handelsrestriktive.

Det er afgørende, at EU’s frihandelsaftaler bruges til at gøre op med datalokaliseringskrav. Det skyldes for det første at krav om, at data skal opbevares og/eller behand­les lokalt ofte medfører en betydelig meromkostning for udenlandske virksomhe­der. Uden tvungen datalokalisering kan en dansk virksomhed eksem­pelvis bygge en vindmøllepark i et tredjeland og derefter benytte data fra turbinerne til løbende optimering og vedligeholdelse fra hovedkvarteret i Danmark. Med tvungen datalokalisering skal den danske virksomhed imidlertid betale for opretholdelsen af en decideret dataserver i tredjelandet. For det andet fører tvungen datalokalisering til, at virksomheder går glip af potentielle produktivitetsforbedringer. Et andet vigtigt forhold er, at SMV’er kan forbedre deres omkostningsbesparelser. Årsagen hertil er et voksende marked for cloud computing, der leverer computertjenester via internettet. Cloud computing giver SMV’er mulighed for at outsource datalagring, drift og udvikling af software-løsninger.

Berørte virksomheder

Datastrømme har stor betydning for virksomheder på tværs af sektorer. Det er ikke kun multinationale selskaber og teknologibranchen, der drager fordel af mulighederne, men det er også en vigtig drivkraft for vækst af SMV’er og iværksættere. De digitale kanaler gør det muligt for SMV’er at sælge og fremme deres produkter samt tjenester gennem online handelsplatforme, og via online-værktøjer kan SMV’er yde direkte kundesupport på fjerntliggende eksportmarkeder. Datalokaliseringskrav skader derfor SMV’ers muligheder for at forbedre deres ressourcefordeling og konkurrenceevne.

Det er afgørende for erhvervslivet, at EU arbejder målrettet for at sikre frie datastrømme på tværs af landegrænser. I det omfang datastrømme indeholder personlige oplysninger, er det vigtigt at sikre, at data overføres og opbevares under sikre forhold. EU bør tage lederskab og indgå i et partnerskab med ligesindede lande. For eksempel giver EU-Japan handelsaftalen en stor mulighed for at fremhæve et internationalt eksempel på grund af Japans proaktive holdning til digital handel. EU bør bruge mulighederne i persondataforordningen, som beskytter data om europæiske borgere, uanset hvor de pågældende data er opbevaret. Det indebærer, at når EU har en indgået en frihandelsaftale, skal der tages en tilstrækkelighedsbeslutning om partnerlandets digital infrastruktur. På det grundlag kan der indgås en databehandleraftaler, som gør det muligt at holde myndigheder, virksomheder mv. hos partnerlandet juridisk ansvarlige for kravene i persondataforordningen.

Forslag

Virksomhedsforum foreslår, at regeringen arbejder for, at EU i de bilaterale frihandelsaftaler indskriver, at der frit kan overføres data mellem EU og det pågældende tredjeland, og at parterne forpligter sig til at overholde kravene i EU’s persondataforordning. Det sikrer balance mellem hensynet til privatlivets fred og virksomhedernes muligheder for at overføre data på tværs af landegrænser. Det er afgørende, at forbrugernes tillid til virksomheder opretholdes, samtidig med at virksomhederne kan bruge digitale muligheder til at optimere deres produkter og serviceydelser. Virksomhedsforum foreslår, at forslaget også sendes til REFIT-Platformen.

Yderligere oplysninger

Stort set alle EU’s medlemsstater støtter, at EU’s frihandelsaftaler skal understøtte erhvervslivets behov for at overføre data på tværs af landegrænser. Et mindretal af medlemsstaterne har imidlertid markeret en skepsis over for datastrømme mellem EU og tredjelande, og derfor har Ministerrådet endnu ikke taget en beslutning om, hvordan datastrømme skal reguleres i EU’s frihandelsaftaler.

Besvaret februar 2019

Forslaget gennemføres

Regeringen støtter forslaget og arbejder aktivt i EU-regi for, at forslaget gennemføres, således at fremtidige frihandelsaftaler indeholder ambitiøse bestemmelser om frie datastrømme.

Regeringen ser det som et vigtigt skridt, at den nye EU-forordning om fri udveksling af andre data end personoplysninger har medført, at danske virksomheder lettere kan indsamle, opbevare og overføre ikke-personhenførbare data på tværs af EU. Dette er afgørende for at opnå et effektivt digitalt indre marked, hvor erhvervslivet kan drage fuld fordel af digitaliseringens potentiale.

Samtidig anerkender regeringen problematikken i, at erhvervslivet ikke har samme rettigheder, når det kommer til identisk data indsamlet i tredjelande, hvilket vil sige uden for EU, da lignende regler hverken findes i WTO-regi eller i EU’s frihandelsaftaler med tredjelande.

Set i lyset af at data er en af de vigtigste ressourcer i den moderne økonomi, er der tale om en klar mangel. Denne mangel bliver kun mere åbenlys af, at handelshindringer for data på globalt plan har været stærkt stigende det seneste årti. Det er derfor nødvendigt at vende denne dataprotektionistiske udvikling, hvis man for alvor vil realisere vækstpotentialet fra dataøkonomien.

En central del af strategien for Danmarks digitale vækst er derfor det aktive arbejde med internationale rammer herfor. Internt i EU arbejder regeringen for et innovationsvenligt og åbent digitalt indre marked. Ud over EU’s grænser arbejder regeringen gennem frihandelsaftalerne med tredjelande for at sikre friheden til at overføre data på tværs af landegrænser, dog betinget af, at grundlæggende principper såsom beskyttelse af persondata respekteres. Når det kommer til persondata, er beskyttelsen af disse fundamental for tilliden til den digitale økonomi, hvorfor de europæiske normer på databeskyttelse også skal afspejles. Den rette balancegang er derfor afgørende at finde i fremtidige bestemmelser.

Forslaget om at tilføje bestemmelser om frie datastrømme i frihandelsaftaler ligger derfor i god forlængelse af regeringens eksisterende målsætning. Regeringen arbejder i EU-regi for, at fremtidige frihandelsaftaler indeholder ambitiøse bestemmelser om frie datastrømme. På den måde bliver det muligt at nedbryde både eksisterende og fremtidige digitale handelshindringer. Arbejdet foregår primært ved, at regeringen deltager aktivt i allianceopbygning med de medlemslande, der deler samme ambition.

EU-Kommissionen har fremlagt et forhandlingsudkast, som regeringen ikke finder fyldestgørende på grund af for brede undtagelser. Det er dog hensigten at forhandle på baggrund af dette, hvorfor REFIT-platformen på nuværende tidspunkt ikke vurderes til at give merværdi, da denne primært handler om forenkling af eksisterende regler.

Forhandlingerne om EU-Kommissionens udkast er stadig undervejs, og det vides endnu ikke, hvilket resultat der kan forventes af regeringens arbejde. Hertil må der desuden tages højde for det større forhandlingsbillede af frihandelsaftaler, samt at dette ikke blot handler om enighed mellem EU’s medlemslande, men også med de forskellige handelspartnere.

Det er forventningen, at hvis bestemmelserne inkluderes efter regeringens hensigt, vil det have en betydelig økonomisk effekt. Det gælder både for de virksomheder, der indgår i de globale værdikæder, men også for SMV’erne, der kan opleve omkostningsbesparelser ved hjælp af medfølgende værktøjer. Samtidig kan ambitiøse bestemmelser, hvis inkluderet i EU’s handelsaftaler, også virke som inspiration på det multilaterale niveau, hvor regler må være målet på længere sigt.